Når brødrene Mejnertsen, der en del af Mejnerts Landbrug, er hos familien, må medarbejderne ringe to gange, hvis de har noget vigtigt på hjerte.
Da Kasper Mejnertsen og hans hustru fik to børn inden for 15 måneder, og han stod med en virksomhed i stejl vækst, fik han en bog af sin søster, som skulle blive en øjenåbner. På en af de første sider var en illustration med tre cirkler, der gik ind i hinanden: Familien, virksomheden og ham selv.
- Pointen var, at hvis man står i det felt, der rummes af alle tre cirkler, er man ingen steder, og det tog jeg til mig, forklarer han, mens Peter Mejnertsen tilslutter sig med et nik.
Man skal være der, hvor man er. Er man i byen med gutterne eller konen, skal man være til stede dér. Går man ind til familien, skal man være der, og når man er på arbejde, skal man koncentrere sig om arbejdet.
- Det er vigtigt at skabe nogle rammer. Somme tider må vi give den en skalle det ene sted og somme tider det andet sted, og det har vi heldigvis forståelse for både hos hinanden og i familien, siger Peter.
Han har en fem uger gammel datter og må naturligt være lidt mere på hjemmefronten for tiden.
Ringe to gange
Som arbejdsgivere har de dog også ansvar for mange mennesker, og derfor er telefonen i lommen, men den tages ikke for enhver pris.
- Aftalen er, at hvis det er vigtigt, så ringer folk to gange i træk, og så tager vi den, forklarer Kasper.
Deres far Niels Mejnertsen erkender, at det var helt anderledes, da han var ung.
- Dengang flød arbejde og familie fuldstændig sammen, siger han.
Men børnene kom ikke i fritidsordning, så de var også aktive sammen, og de lavede nu og da lektier på brovægten, eller hvor de nu engang var i sving, griner han.
Faktaboks
- Med det årlige initiativ FremtidensLandmand ønsker vi at inspirere ved hylde nogle af de mange landmænd rundt om i landet, som tænker i nye, stærke forretningsmodeller og som arbejder målrettet med bæredygtighed, teknologi og/eller afsætning.
- Vi følger de tre vindere af FremtidensLandmand løbende et år efter kåringen.
- FremtidensLandmand er sponsoreret af Bridgestone, Jyske Bank, SAGRO, Yara og Agromek.