Hos Go Gris er en høj selvforsyningsgrad tegn på effektivitet og lav udledning i forhold til klima og miljø.
Selv om selvforsyning ikke boner ud i effektivitetskontrollen, er det i virkeligheden det nøgletal, der bedst sammenfatter bæredygtighed hos Go Gris. Det mener Martin Mogensen.
- Hvis vi er dygtige nok til at producere både grise, afgrøder og energi, er det tegn på, at vi har udnyttet ressourcerne godt, siger han.
I og med at de producerer grise full line, bidrager den ene produktion til den anden.
Ressourcer
Er planteproduktionen i top, er det blandt andet, fordi den gylle, de får retur fra biogasanlægget, er udnyttet godt. Når de udnytter gyllen godt, skal der mindre energi til at fremstille handelsgødning, og de sparer både udledninger af CO2 til produktion af handelsgødning og penge til indkøb af gødning. Der er mere foder til dyrene, som bliver til kød og energi i biogasanlægget. Alt i alt vil klimaaftrykket være mindre per produceret enhed.
Go Gris producerer to tredjedele af sit korn selv, og en god høst vil resultere direkte i sparet indkøb.
- Det er et kæmpe regnestykke med en masse faktorer, men tingene hænger altså dybt sammen, når man er full line producent, konstaterer han.
Masser af energi
Martin Mogensen har for sjov siddet og regnet ud, at de producerer mere rapsolie, end de forbruger diesel.
25.000 ton gylle bliver kørt til biogas og bliver altså også til energi, og i øvrigt får de lige nu betaling for den gylle, de leverer til biogasanlægget, så det også bidrager til økonomien.
- Alt i alt vil jeg vove at påstå, at vi producerer mere energi på bedriften, end vi bruger.
Faktaboks
- Med det årlige initiativ FremtidensLandmand ønsker vi at inspirere ved hylde nogle af de mange landmænd rundt om i landet, som tænker i nye, stærke forretningsmodeller og som arbejder målrettet med bæredygtighed, teknologi og/eller afsætning.
- Vi følger de tre vindere af FremtidensLandmand løbende et år efter kåringen.
- FremtidensLandmand er sponsoreret af Bridgestone, Jyske Bank, SAGRO, Yara og Agromek.