Gerth Petersen Holm, agrokonsulent hos DM&E har også bemærket spindelvævet på udvalgte John Deere, Case IH, New Holland og Claas-traktorer under årets Agritechnica.
Spindelvæv der symboliserer, at de alle sammen er med i DataConnect efter, at CNH senest er gået med i samarbejdet, hvor der åbnes op for, at data kan flyde fra den ene producents traktorer og maskiner til den anden producents.
“Det er noget, som der virkelig kan være potentiale i. Lige nu er det begrænset, hvad de kan dele af data. Men det er et godt signal, når så store aktører går ind i det. Det er mest et statement om samarbejde, men det er stort. Der er meget, meget få maskinstationer, som kører full line med kun et traktormærke”, siger han.
Agro-konsulenten har også bemærket mange nyheder indenfor bæltetraktorer, som automatisk er godkendt til det danske marked.
”Det er fedt, at det kan gå hen og blive så nemt. Det tænker vi, at der kommer til at køre en del traktorer af”, siger han og nævner nye modeller fra bl.a. John Deere, Fendt og Claas.
Hvad holder du mest af ved Agritechnica?
”Det er nok at se nogle af de lidt anderledes løsninger. Altså hvad producenterne fra Brasilien og Rusland kommer med. Det er altid spændende at se. Vi går herhjemme i vores egen osteklokke. Der får man kigget lidt mere på tværs. Jeg fik eks. set en russisk harveproducent med en spidsharve på 22 meter”, siger han med et grin.
Hvordan har Agritechnica været nyhedsmæssigt i år i forhold til tidligere?
”Der er da kommet nogle nyheder. Men det er ikke det år, hvor der har været de allerstørste nyheder. Der er en del fabrikanter, som har vist nyhederne inden – eks. Claas Lexion og John Deeres nye 8R serie. Men det var en kæmpe nyhed, at CNH gik med i datasamarbejdet”, siger han.
Hvad mangler Agritechnica for at spille 100 pct.?
”Det har været som forventet. Det har også været spændende at se, hvor meget John Deere satser på autonome køretøjer i deres fremtidscirkel. At de faktisk begynder at vise, at de kan bygge selvkørende enheder. Og deres dronekoncept til spotsprøjtning. Det kan godt være, at det ikke er klar, men det siger jo noget om, at de tænker den vej. Det er måske også lettere for landmænd at tro på det, når der står John Deere på sådan et produkt end, hvis det er en ukendt producent”.
Hvilken hal har været den mest spændende at være i?
”For mig var det at komme ned og snakke med den tyske maskinstationsforening. Vi har så mange ligheder med tyskerne og det er spændende at høre, hvordan de tackler tingene. Der er stor forskel på hele miljøet, vi agerer i. Vi er betydelig bedre til at arbejde sammen med landmanden end i Tyskland. I Tyskland er man enten landmand eller maskinstation. Landmænd må køre ud og bredsprede, en maskinstation må ikke. Han kan heller ikke købe afgiftsfri diesel, som vi kan. Der er nogle forskelle”.
Er de tyske maskinstationer på samme niveau?
”Maskinerne er mere veludstyrede i Danmark. Vi er helt klart det land i Europa, som har det mest avancerede udstyr – til dels også Holland – det er bare en kendsgerning. Vores landmænd ønsker også mere avancerede løsninger. Vi kan ikke vælge den nemme løsning med at bredsprede. Vi skal finde en løsning, der gør arbejdet bedre for os alle sammen”.
Havde du tid nok på Agritechnica?
”Jeg var der i tre dage, men på sidstedagen måtte jeg konstatere, at jeg godt kunne have brugt en dag mere”.
Relaterede artikler
Kommentarer