Danpo har besluttet at poste en "tocifret millioninvestering" i sin forædlingsfabrik i Farre.
I månedsvis har man hos Danpo i Farre måtte sige nej til kunder på det danske marked og til øvrige Scandi Standard kunder, der har efterspurgt convenienceprodukter til foodservice.
Derfor har man besluttet at udvide produktionen på Danpos forædlingsfabrik i Farre.
Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Ifølge Danpo har man allerede sat gang i udvidelsen af produktionslinjerne i Farre, hvor netop convenience-produkterne produceres. Projektet kommer til at koste et "tocifret milionbeløb", og Danpo forventer at være fuldt oppe at køre med den nye udvidede produktion i løbet af 6-10 måneder, lyder det.
"Vi har haft en klar strategi om at tilbyde kyllingeprodukter under vores brand The Happy Chicken Project og De Danske Familiegårde, hvor forbrugerne altid kan være sikre på at få kylling af bedste dansk kvalitet, udklækket og opdrættet i de samme danske stalde og uden brug af antibiotika. Og det er blevet så stor en succes, at vi skal udvide vores produktionsanlæg ganske betragteligt", fortæller Rene Tryk, der er fabrikschef i Farre i meddelelsen.
Danpo oplyser, at man forventer at kunne udvide tonnagen med 20 procent, når projektet er afsluttet.
"Vi er selvfølgelig superstolte af, at vi producerer fødevarer som både Danmark og udlandet sætter stor pris på. Samtidig ser vi det også som en mulighed for at sikre arbejdspladser i Farre", siger Rene Tryk.
Ny strategi
Udmeldingen kommer i forlængelse af det seneste regnskab for fjerde kvartal 2021, der netop viste problemer med at få en voksende omsætning til også at slå ud på bundlinjen. Fra Otto Drakenberg, interim adm. direktør og CEO for Scandi Standard, lød det derfor også tidligere, at man er i gang med at ændre selskabets strategi.
"Vi gennemfører nu, i tæt samarbejde med vores kunder, omfattende ændringer i strategien for langsomt voksende kyllinger for at imødekomme en efterspørgsel, der forventes at vokse. Der foretages også betydelige personalereduktioner", lød det.
Det er formentlig dermed en del af den nye strategi at satse mere på convenienceprodukter til foodservice. 2021-regnskabet afslørede i hvert fald store tab (-41,7 mio kr.) på ready-to-cook-produkterne i Danmark.
Omsætningen for hele Scandi Standard-koncernen landede på 10,1 mio. svenske kr., hvilket svarer til omtrent 7,1 mio. danske kr., i 2021. Det er en fremgang på på to procent i forhold til 2020.
Til gengæld faldt driftsresultatet med 37 procent fra 240 mio. kr. i 2020 til 156,9 mio. kr. i 2021.
Bedre råvareudnyttelse
Udover at udvide produktionen i Farre vil Danpo med udvidelsen af fabrikken også sikre, at udnyttelsen af råvaren optimeres.
I Danmark spiser vi nemlig primært brystfilet, og derfor er det ifølge kyllingeslagteriet en hjertesag at sikre, at der ikke går noget til spilde fra resten af kyllingen.
Med den nye kapacitet på linjen kan lårkødet udnyttes endnu bedre til at producere kebab og andre stegte produkter, lyder det i meddelelsen.
På sigt skal det også give mulighed for at udvikle nye produkter.
Scandi Standard blev etableret i juni 2013 med foreningen af det svenske mærke Kronfågel og det danske mærke Danpo. Siden er både et norsk, finsk og irsk selskab købt af koncernen.
I Danmark slagter Danpo 32 millioner langsomtvoksende kyllinger årligt på slagteriet i Aars samt flere millioner almindelige kyllinger, mens virksomheden har forædlingsfabrik i Farre.